BookHonest.
Jura · Privatlivspolitik

Privatlivspolitik

Senest opdateret 6. oktober 2026

Vi behandler så lidt som muligt: det en booking kræver, og, kun hvis I vælger Accepter alle i cookie-linjen, hvordan sitet bliver brugt. Her står præcis hvad, hvorfor og hvor længe.

1 · Dataansvarlig

Dataansvarlig er BookHonest, CVR 45847683. BookHonest er en personligt ejet virksomhed, ikke et selskab.

Politikken gælder begge vores adresser, bookhonest.com og bookhonest.dk. Det er det samme site, den samme virksomhed og den samme behandling af oplysninger, uanset hvilken adresse I kom ind ad; den ene sender automatisk videre til den anden.

Vi sælger fra Danmark, og vi er underlagt dansk databeskyttelsestilsyn. Det ændrer et .com ikke på.

Spørgsmål om jeres oplysninger: support (at) bookhonest.com.

2 · Hvilke oplysninger, og hvorfor

SøgningDestination, datoer, antal gæster og børns aldre, jeres ønsker og det, I selv skriver med jeres egne ord. Bruges til at finde og sortere hoteller. Søgningen gemmes bagefter i vores egen søgelog, så vi kan se, hvad gæster leder efter, og hvad vi ikke kan levere. I søgeloggen står ingen navne, e-mailadresser eller telefonnumre. Har I valgt Accepter alle, gemmes søgningen med det tilfældige besøgs-id, og det besøg kobles til jeres konto, hvis I er logget ind. Ellers kobles søgningen ikke til noget.
BookingFulde navn, e-mail og telefonnummer. Navn og e-mail bruges til at gennemføre bookingen hos hotellet og til kvitteringen. Telefonnummeret giver vi videre til hotellet, så de kan nå jer om opholdet, hvis de får brug for det.
Booking uden kortVælger I at bede os om at booke manuelt i stedet for at betale med det samme, sender I navn, e-mail, telefonnummer og hvilket ophold I ønsker. Det bruger vi til at oprette bookingen og sende jer et sikkert betalingslink. Se punkt 7 om, hvor længe vi gemmer den henvendelse.
KortoplysningerDem ser vi aldrig. Kortnummer, udløb og sikkerhedskode indtastes i betalingsvinduet fra vores betalingsleverandør, som kører i jeres egen browser og sender kortdata direkte til dem. Vores server modtager kun et betalings-id og et ja eller nej.
Beskeder til osNår I søger eller stiller butleren et spørgsmål, sender serveren en kort besked til vores telefon med destination, datoer, antal gæster og jeres egne ord. Navn, e-mail og telefonnummer følger aldrig med.
BookingdataHotel, værelse, datoer, pris og bookingnummer. Bruges til kundeservice, afbestillinger og det lovpligtige regnskab.
Brug af sitet, kun med Accepter alleKun hvis I vælger Accepter alle i cookie-linjen. Vores egen besøgsoptælling: et tilfældigt besøgs-id, de sider I ser og de trin I tager mod en booking, hvor I kom fra (det henvisende site eller et kampagnemærke), jeres land, udledt på vores server uden at gemme jeres IP-adresse, og typen af enhed. Er I logget ind, kobles besøgene til jeres konto. Desuden optager en tjeneste til sessionsoptagelse klik, rulning og musens bevægelser på siderne, så vi kan se, hvor gæster går i stå. Det, I skriver, bookingarket og samtalen med butleren er skjult, før noget sendes, og siderne til betaling, rejser, konto og login optages aldrig. Bruges til at finde det, der er svært at bruge, ikke til annoncer. I kan til enhver tid trække jeres ja tilbage på cookie-siden.
Teknisk driftServerens log over API-kald: sti, tidspunkt og de søgeparametre, der står i adressen, altså destination, datoer og antal gæster. Vores egen log skriver ikke jeres IP-adresse; det gør vores hostingleverandørs platformlog. Bruges til driftssikkerhed og fejlfinding, ikke til profilering.

3 · Retsgrundlag

  • Booking og kundeservice: opfyldelse af aftalen med jer, databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra b.
  • Booking uden kort: foranstaltninger, I selv beder om, før en aftale indgås, artikel 6, stk. 1, litra b.
  • Regnskab: retlig forpligtelse efter bogføringsloven, artikel 6, stk. 1, litra c.
  • Teknisk drift og sikkerhed: vores legitime interesse i et site, der virker, artikel 6, stk. 1, litra f.
  • Brug af sitet, sessionsoptagelse og annoncemåling: jeres samtykke, artikel 6, stk. 1, litra a. I kan til enhver tid trække det tilbage på cookie-siden, og tilbagetrækningen ændrer ikke ved det, der skete før.

4 · Automatisk sortering af søgeresultater

Det, I skriver med jeres egne ord, behandles automatisk med det ene formål at sortere hotellerne efter jeres ønsker. Teksten sendes sammen med hotellisten til en leverandør af AI-sprogmodeller, der laver selve sorteringen. Svarer den primære leverandør ikke, bruges en anden leverandør af samme slags. Begge behandler teksten på vores vegne som databehandlere.

Bruger I mikrofonen til at tale til butleren, sendes optagelsen til en leverandør af samme slags, som laver den om til tekst. Optagelsen gemmes ikke hos os, og teksten behandles præcis som noget, I selv havde skrevet.

Vi sender aldrig jeres navn, e-mail eller telefonnummer med til sorteringen, kun søgeteksten og hotellisten. Teksten bruges ikke til andet, ikke til markedsføring, og ligger ikke til grund for afgørelser med retsvirkning for jer. Den gemmes i vores søgelog og sendes som besked til vores telefon, se punkt 2 og punkt 7.

Leverandørerne behandler teksten på servere i USA. Overførslen sker på grundlag af EU-Kommissionens standardkontraktbestemmelser og, hvor leverandøren er certificeret under det, EU-US Data Privacy Framework. Se punkt 5.

Skriv ikke følsomme oplysninger i fritekstfeltet. Undlad helbred, handicap, allergier, religion og lignende følsomme personoplysninger. Vi beder ikke om dem, og de er ikke nødvendige for at finde et hotel. Har hotellet brug for at vide noget om for eksempel tilgængelighed, så kontakt os direkte på support (at) bookhonest.com, så ordner vi det uden om den automatiske sortering.

5 · Hvem vi deler med

Når I booker, videregives navn, e-mail, telefonnummer og bookingdata til vores hotel-engrosleverandør og til hotellet. Ellers kan opholdet ikke leveres.

Rollerne er sådan her: under søgningen behandler engrosleverandøren forespørgsler på vores vegne som databehandler. Fra det øjeblik I booker, er leverandøren og hotellet selvstændigt dataansvarlige for deres del af behandlingen. Hotellet skal for eksempel selv kende jeres navn for at kunne tjekke jer ind.

Booker I et hotel uden for EU eller EØS, overføres oplysningerne dertil, fordi det er nødvendigt for at opfylde aftalen, databeskyttelsesforordningens artikel 49, stk. 1, litra b.

Derudover bruger vi databehandlere til driften. Databeskyttelsesforordningen kræver, at vi oplyser kategorierne af modtagere, om nogen af dem ligger uden for EU eller EØS, og hvilken garanti overførslen hviler på. Det er det, tabellen viser. Vi offentliggør ikke de enkelte databehandleres navne her; I kan få hele listen, med navne, ved at skrive til support (at) bookhonest.com.

Hotel-engrosleverandørFormidler bookingen til hotellet. Modtager navn, e-mail, telefon og bookingdata. EU eller UK, samt tredjelande efter behov. Standardkontraktbestemmelser.
E-mail-udsendelsestjenesteSender kvitterings-, annullerings- og betalingsmails. Modtager navn, e-mail og bookingens indhold.
PostkasseleverandørVores egne postkasser. En kopi af hver bookingkvittering, annullering og betalingsmail sendes med skjult kopi til vores egne postkasser, så vi kan følge op. Kopien indeholder gæstens navn, e-mail og bookingens indhold. Bookingønsker uden kort lander samme sted.
HostingleverandørHoster sitet og serveren, der behandler jeres oplysninger undervejs. Servere i EU.
DatabaseleverandørOpbevarer bookingliste og konto, hvis I vælger at logge ind, og de hoteller I har gemt med hjertet, så listen følger kontoen. Af de gemte hoteller opbevarer vi kun hotellets id, aldrig navn eller pris. Servere i EU.
Leverandør af AI-sprogmodellerSorterer søgeresultater efter jeres egne ord, se punkt 4. Modtager aldrig navn, e-mail eller telefon.
Driftsbesked-tjenesteLeverer de korte driftsbeskeder til vores telefon, se punkt 2. Modtager destination, datoer, antal gæster og jeres egne ord, aldrig navn, e-mail eller telefonnummer. Beskeden ligger på tjenestens server, til telefonen har hentet den.
Tjeneste til sessionsoptagelseKun hvis I vælger Accepter alle: optager klik, rulning og musens bevægelser på siderne, med det I skriver, bookingarket og samtalen med butleren skjult, og aldrig på siderne til betaling, rejser, konto og login. Får aldrig jeres navn, e-mailadresse eller telefonnummer fra os. Et amerikansk selskab; overførslen hviler på EU-US Data Privacy Framework. Efter sine egne vilkår er leverandøren ikke kun vores databehandler: den er også selvstændig dataansvarlig og bruger oplysningerne til at forbedre sine egne tjenester. Vi har meddelt den, at oplysningerne ikke må bruges til annoncer. Den gemmer optagelser i 30 dage og sine sammenfattede tal i op til 13 måneder.
Annonceplatform (Meta)Kun hvis I vælger Accepter alle: måler vores annoncer og kan vise dem til folk, der har besøgt os, se cookie-politikken. Modtager de sider og bookingtrin, I når, og når I booker, bookingnummeret, beløbet, hotellets id, jeres e-mailadresse som en hash, jeres IP-adresse og browsertype. Meta Platforms Ireland; vi og Meta er fælles dataansvarlige for indsamlingen, og derefter er Meta selvstændig dataansvarlig. Overførslen til USA hviler på EU-US Data Privacy Framework.
Kortflise-leverandørLeverer kortfliserne til kortene på hotelsiden og resultatsiden. Jeres browser henter selv fliserne, så leverandøren ser jeres IP-adresse, mens kortet tegnes, og intet andet. Vi har ingen aftale med leverandøren; fliserne hentes fra en tjeneste, der er åben for alle.

Nogle af disse databehandlere ligger i USA, og hosting- og databaseleverandørerne, hvis servere står i EU, yder support derfra. Enhver overførsel uden for EU eller EØS hviler på EU-Kommissionens standardkontraktbestemmelser og, hvor databehandleren er certificeret under det, EU-US Data Privacy Framework.

Vi sælger aldrig jeres oplysninger. Kun med Accepter alle deler vi annoncemåling med Meta.

6 · Indhold fra tredjeparter

Skrifttyperne ligger på vores egen server, så der hentes ingen skrifter udefra. Udefra hentes derimod kortfliserne og kortets stilfil fra en kortflise-leverandør på de sider, der har et kort, kort-bibliotekerne fra et offentligt script-netværk på de samme sider, og login-biblioteket fra et offentligt script-netværk på de sider, hvor I kan logge ind. Betaler I med kort, indlæses selve betalingsvinduet fra vores betalingsleverandør og kører i jeres browser; kortoplysningerne går direkte dertil. Når browseren henter det, ser de pågældende tjenester jeres IP-adresse. Kortflise-leverandøren er et amerikansk selskab, så kortfliserne hentes derfra, se punkt 5. Omgivelserne på hotelkortet, altså seværdigheder, strande og lufthavn, hentes fra Wikipedia og Wikidata gennem vores egen server, så jeres browser sender intet dertil, og der følger ingen personoplysninger med. Vælger I Accepter alle, hentes desuden scriptet til tjenesten til sessionsoptagelse, se punkt 5. Mere om lagring i browseren står i cookie-politikken.

7 · Hvor længe vi gemmer

  • Bookingdata og bilag: 5 år fra udgangen af det regnskabsår, bookingen hører til. Det kræver bogføringsloven.
  • Søgeloggen, herunder jeres egne ord: gemmes uden navn og kontaktoplysninger. Vi siger det ligeud: der kører i dag ingen automatisk sletning af søgeloggen. Beder I os slette en søgning, gør vi det.
  • Bookingønsker uden kort: ligger i vores database og i vores postkasse. Også dem sletter vi, når I beder om det, ikke efter en fast frist.
  • Driftsloggen: følger vores hostingleverandørs egen opbevaring. Vi har ikke sat en kortere frist.
  • Vores egen besøgsoptælling, kun med Accepter alle: gemmes uden navn og kontaktoplysninger, men kobles til jeres konto, hvis I er logget ind. Der kører i dag ingen automatisk sletning, som vi kan love. Beder I os slette den, gør vi det. Tjenesten til sessionsoptagelse gemmer optagelser i 30 dage, se punkt 5.

Sådan ser det ud i dag, og derfor står det her. Får vi automatisk sletning på plads, skriver vi fristerne ind her med ny dato øverst.

8 · Jeres rettigheder

I har efter databeskyttelsesforordningen ret til indsigt i jeres oplysninger og ret til at få dem berigtiget, slettet eller begrænset. I har ret til dataportabilitet og til at gøre indsigelse mod behandlingen.

Skriv til support (at) bookhonest.com, så svarer vi hurtigst muligt og senest inden en måned. Én undtagelse siger vi ligeud: bookingdata, der er omfattet af bogføringspligten, kan først slettes, når fristen på 5 år er udløbet.

9 · Klage til Datatilsynet

I kan klage over vores behandling af jeres oplysninger til Datatilsynet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby, datatilsynet.dk. Bor I i et andet EU- eller EØS-land, kan I i stedet klage til tilsynsmyndigheden dér, hvor I bor eller arbejder. I er altid velkomne til at skrive til os først, så vi kan prøve at løse det direkte.

10 · Ændringer af politikken

Ændrer vi politikken, offentliggøres den nye version her med ny dato øverst. Væsentlige ændringer varsles til gæster med en aktiv booking.